I Marsbasen-projektet definerer vi læringsspil som interaktive og elev-engagerende aktiviteter med specifikt designede regler, rammer og feedback, der bruges i undervisningen til at opnå de faglige mål inden for kernestoffet. Brugen af spil og elementer herfra i forbindelse med uddannelse er relativt nyt. Den specifikke tilgang, som vi anvender i Marsbasen, kaldes for scenariedidaktik, idet den narrative kontekst kan beskrives som et scenarie (se også Hanghøj m. fl. 2017).

Dette læringsspilformat har en række potentielle fordele: Ligesom andre elevaktiverende undervisningsformer giver det mulighed for, at eleverne kan forholde sig aktivt i undervisningssituationen, i stedet for at være henvist til en lyttende/afventende position som ved traditionel tavleundervisning. Derudover kan spillet give mulighed for, at eleverne kan omsætte teori til praksis i en historie, og derved få et unikt indblik i fysikken og dennes relevans. 

Læringsspillet skal sætte fysikundervisningen ind i en autentisk kontekst og hjælpe eleverne med at formulere konkrete mål. Eleverne skal selvstændigt arbejde med at formulere løsningsforslag og drage konklusioner fra data til videre brug i spillet. Lærerens rolle er som guide og tovholder, og har desuden til opgave at sætte opgaverne fra spillet i kontekst med verden uden for spillets rammer. 

Projektets forskning anvender netværksteori til at skabe overblik og indfange vigtige mønstre, der kan være svære at få øje på. 

Kompetencer og naturvidenskabelig dannelse er svære at måle. Samtidig er der få systematiske undersøgelser af elevers og læreres handlinger i scenariebaseret undervisning, og der mangler forskning på designmæssige aspekter af læringsspil. Vi mener at netværksmetoder kan hjælpe på tre måder: 

1. Design. Hvordan integrerer man forskning, undervisningsmål og spil-design? For at følge designprocessen anvender vi mødereferater, deltagernes refleksioner og mails som empirisk materiale. Metoden resulterer i visuelle kort over det empiriske materiale. Didaktiske strukturer anvendes til at kortlægge læringsspillet i forskellige faser. 
2. Implementering, dvs. lærernes implementering, muligheder og barriere, og forankring i praksis.Inddragelse af både lærere og deres ledelse tidligt i processen med mulighed for at påvirke udviklingen er centralt for at spillet skal kunne passe ind i lærernes praksis. Implementering i klassen kan indfanges ved brug af netværkskortlægninger af undervisningen og screencapture.
3. Elevernes deltagelse og læring. Litteraturen har fokuseret på lav-taksonomiske læringsmål. En fordel ved netværksmetoderne er at de kan integrere kvalitative og kvantitative metoder og hjælpe til at indfange mere komplekse strukturer. Fx og de er blevet brugt til også at sammenligne handlinger og læringsudbytte på tværs af klasser. Sådanne metoder vil sandsynligvis indfange hvad læreren og eleverne gør og hvad eleverne lærer bedre end randomiserede kontrollerede pre-test-post test designs. 

Projektet har fire faser. Hver fase er karakteriseret ved forskellige design- og praksismæssige foki. Faserne integrerer forskningsmæssige problemstillinger med spiludvikling under hensyntagen til lærernes praksis. I alle faser arbejdes der iterativt med at udvikle Marsbasen.

Projektet kræver brobygning mellem naturfagsdidaktisk forskning, spildesign og lærerpraksis. I de begyndende faser arbejdede deltagende lærere, designere og forskere tæt sammen for at koble know how om narrative læringsspil med didaktisk frontforskning og fysiklæreres praksis. I projektets senere faser udvikles forløbet iterativt efter en model der integrerer designernes arbejdsflow og lærernes anvendelse i klasseværelset med forskningsmetoder, der afdækker elevers og læreres motivation, implementering og udbytte. Slutmålet er et forløb der kan bruges af fysiklærere, samt ny viden om hvordan sådanne forløb kan laves og hvad elever kan lære af disse forløb.