De senere årtiers debatter om forholdet mellem forskning og undervisning på universitetet har peget på, at forskningsbaseret undervisning må gentænkes i masseuniversitetet. Der er imidlertid få praksisnære studier af, hvordan dette konkret kan tage form. Denne artikel præsenterer resultater fra et etnografisk studie af kurser, der har eksperimenteret med at integrere forskning i undervisningen. Artiklen peger på, at tvivl er et centralt aspekt af studerendes arbejde og udviklingen af deres undersøgelseskompetencer i disse kurser. Med afsæt i den amerikanske pragmatismes idéer om tvivl som forudsætning for videnskabelig tænkning, samt den nyere franske pragmatismes ideer om tvivl som grundlag for kritik, udfolder artiklen tvivlens centrale rolle i forskningsbaseret undervisning. Artiklen udpeger fire opmærksomhedspunkter for, hvordan man i praksis sætter rammerne for den gode tvivl i forskningsbaseret undervisning: stoffet, undervisningsforløbet, eksamen, undervisningsmiljøet samt underviserrollen, der på forskellige måder kan give studerende mulighed for at spejle sig i hinandens og forskerens produktive tvivl.