I denne artikel undersøger jeg hvorvidt og hvordan indholdet af matematikundervisningen påvirkes af brugen af digital teknologi. Det gør jeg ved at analysere tre forskellige tilgange (trigonometriske, euklidiske og automatiserede) til trekantsberegninger. Mit teoretiske udgangspunkt er pragmatisk, og jeg bruger Deweys begreb om kontinuitet til at diskutere den uddannelsesmæssige værdi af de forskellige strategier samt hvilke strategier der kan anses for mest matematiske og fornuftige. Jeg konkluderer at alle tre strategier kan anses for matematisk korrekte, men at fremkomsten af digitale teknologier kan give anledning til en situation hvor nødvendigheden af trigonometriske løsningstrategier er vanskelig at begrunde, hvis ikke curriculum omorganiseres.