Forsker: Vi må udvide, hvis forståelse tæller i biodiversitetskrisen

Da vulkanen Chaitén i Chile udbrød i 2008, udstedte landets regering omgående en evakueringsordre til de cirka 5.000 indbyggere i den nærliggende by af samme navn. Men på trods af den lava og aske, der blev spyet mod himlen blot 10 kilometer væk, valgte en stor gruppe af beboere at ignorere ordren og blive tilbage med deres jord, hjem og husdyr.

For Hernán Bobadilla eksemplificerer denne historie fra hans hjemland de spændinger, der kan opstå, når forskellige forståelser af et problem støder sammen. I dette tilfælde et sammenstød mellem omhyggeligt designede evakueringsplaner og mennesker, der ikke så evakuering som en mulighed.

"Det er et eksempel på, hvad der kan ske, når myndigheder og lokale borgere ikke er enige om, hvad der er vigtigt" forklarer Hernán Bobadilla, postdoc ved Institut for Naturfagenes Didaktik.

"Du har en regering, der støtter sig til teknisk viden og videnskabelige råd for at udstede en ordre for at redde liv. Og så har du en lokal befolkning, der lægger større vægt på deres relation til jorden og til deres dyr."

Hvem definerer problemet?

Som filosof og geolog har Hernán Bobadilla udforsket, hvordan viden produceres omkring klimatilpasning. Her ser han situationen, der udfoldede sig i Chaitén, gentage sig igen og igen.

"Klimaændringer er globale, men de manifesterer sig lokalt. Når vi taler om klimatilpasning, er det meget vigtigt, at vi adresserer bekymringer, der er lokale," siger Hernán Bobadilla.

"Og de mennesker, der bedst er rustet til ikke kun at træffe beslutninger, men også at give en dyb forståelse af problemet, er de lokalsamfund, der lever i området."

Her opstår spændinger let mellem teoretisk akademisk viden, som for mange mennesker kan virke uklar, og konkret lokal viden, som også er indlejret i kultur og traditioner.

"Den lokale forståelse er ikke nødvendigvis i konflikt med akademisk viden, men den er måske udtrykt på forskellige måder. Og den lokale forståelse har andre bekymringer og ser andre problemer end dem, der adresseres af storskalainstitutioner og regeringer," siger Hernán Bobadilla.

"Det er derfor, vi også ser epistemisk uretfærdighed. Ikke kun i form af, hvem der får lov til at definere, hvad der tæller som gyldig viden, men også i form af, hvem der definerer, hvilket problem vi overhovedet skal løse, og hvem der får lov til at formulere hypoteser om fremtiden."

Ikke reelle løsninger

Som en del af HUMAN_BIAS-projektet vil Hernán Bobadilla nu undersøge, hvordan viden produceres inden for biodiversitet. Og selv om videnskaben her er mindre præget af konsensus end den er omkring klima, gentager mønstret sig, argumenterer han.

"Der er en fremvoksende opfattelse af, at vi måske bør tænke mindre på bevarelse af enkelte arter, fordi det tager for megen indsats og ressourcer. I stedet bør vi måske tænke på bevarelse af økosystemer, der er bæredygtige over tid, selv hvis det betyder, at nogle arter vil gå tabt."

Hvis vægten dog lægges på at bevare funktionelle økosystemer frem for at redde enkelte arter, risikerer vi igen et sammenstød med lokale menneskers fornemmelse af, hvad der er vigtigt.

"Hvis mennesker på det lokale niveau har specifikke tilknytninger til arter af f.eks. spirituelle eller medicinske årsager, vil de ikke opfatte den løsning, som forskerne præsenterer, som en reel løsning."

Den lokale forståelse er ikke nødvendigvis i konflikt med akademisk viden, men den er måske udtrykt på forskellige måder.

Hernán Bobadilla håber, at hans forskning kan hjælpe med at generere mere bevidsthed om behovet for at engagere sig mere i tværvidenskabelig forskning og udfordre forestillingen om ekspertviden som neutral. I sidste ende kan den forståelse afgøre, om bevaringsarbejdet lykkes, tror han.

"Den viden, vi producerer om disse problemer, skal være handlingsorienteret for lokalsamfundene, så de efterfølgende forslag faktisk virker. Hvis denne viden forbliver uklar eller meningsløs for de mennesker, der skal implementere den, vil det ikke fungere."