Hvis elever er astronauter, må læreren være Mission Control
At arrangere undervisning gennem narrative scenarier har potentiale til at motivere elever. Men det kræver, at narrativet består hele vejen til bedømmelsen, mener Karen Alavi.
Det er fuldt ud muligt at lave fysiske beregninger eller kemiske formler for deres egen skyld. Men for de fleste elever vil det være langt mere motiverende at gøre det for at vinde Formel 1 eller redde en astronaut.
Narrativer i naturfagsundervisning giver et rum, hvor der er mere plads til kreativitet og mere tolerance over for fejl. Men det kræver, at narrativerne rent faktisk tænkes igennem fra opgavedesign til bedømmelse, siger Karen Alavi, der er videnskabelig assistent ved Institut for Naturfagenes Didaktik.
"Hvis eleverne skal købe ind på en historie, så kræver det en form for autenticitet fra underviser," forklarer hun.
"Det er enormt vigtigt, at dem, der udfører undervisningen, så vidt muligt selv køber scenariet. Hvis læreren ikke har en meningsfuld rolle i scenariet, bliver det hurtigt for opstillet, og eleverne kan føle, at rollespillet bliver en del af deres præstation som elev, og at de bliver vurderet på det. I stedet for, at rollespillet giver dem mulighed for at sige og gøre ting, de ellers normalt ikke ville få sagt og gjort."
Narrativ giver alibi
Karen Alavi er en del af forskningsgruppen bag læringsspillet Marsbasen, hvor elever indtager rollen som kolonister på Mars som en del af undervisningen i Fysik C.
I testen af spillet har Karen Alavi og kolleger observeret, hvordan et narrativ giver elever et alibi for at deltage, hvor elever kan gøre noget, de normalt ikke ville gøre, fordi undervisningen får et aspekt af leg.
Men hvis det skal lykkes, skal der først og fremmest være en klar sammenhæng mellem den historie, elever skal leve sig ind i, og den opgave, der bliver stillet, siger hun.
"Hvis historien for eksempel handler om, at man skal gøre noget ved klimaforandringer, og eleverne skal lave et planteforsøg med en trin-for-trin-vejledning, så kan der nemt komme for lang afstand mellem de to elementer. Det skal være realistiske problemstillinger, der skal løses, og de skal hænge tæt sammen med scenariet," forklarer Karen Alavi.
"Gør de ikke det, så vil eleverne ikke købe alibiet, og vil ikke få det udbytte, der er intenderet."
Astronauter tænker ikke på karakterer
På baggrund af erfaringerne med Marsbasen og test i adskillige gymnasieklasser, har forskerholdet lavet et redskab, der beskriver, hvordan man bygger et narrativ op omkring undervisning.
Her kan man blandt andet se, at den feedback eller bedømmelse, eleverne får, også skal være en del af narrativet.
“Du kan ikke leve dig ind i rollen som astronaut, hvis du tænker, at det er meget vigtigt at få 12. Når man er elev, så ved man, at det handler om at række hånden op og svare rigtigt. Men når man er på Mars som astronaut, handler det om at løse problemer, og være kreativ.” siger Karen Alavi.
“Kernen er at skabe en autentisk oplevelse. Jeg får ikke 02, hvis min Mars-mission fejler, men jeg får måske at vide, hvad det betyder for min rumkoloni.”
Gennemførte scenarier motiverer
Forskerholdet har set i undervisning, hvordan feedback, der er en del af historien, kan virke ekstra motiverende for elever. Derfor har læreren også rolle som Mission Control, der kan informere astronauterne om det nu lykkedes at reparere solcellerne eller lignende.
“Vi har et scenarie, hvor en astronaut skal komme hjem efter hans rover er gået i stykker. Han har kun lidt ilt, og der er en storm på vej. Eleverne skal regne på, hvilken rute man skal tage for at få ham hjem i tide,” fortæller Karen Alavi.
“I en af klasserne var der nogen, der reddede ham, og nogen som ikke gjorde. Men da de kom tilbage den næste gang, havde de lyst til at forsøge igen, fordi nu mente de, at de havde fundet på en bedre løsning. For mange er det virkelig motiverende at opleve, at løse virkelige problemer med de evner, de har.“
Kontakt
Karen Alavi
Videnskabelig assistent
Institut for Naturfagenes Didaktik, Københavns Universitet
kav@ind.ku.dk
+4535321549