Balanceforskydninger mellem akademisk videnskab og postakademisk forskning skildres, og der argumenteres for, at førstnævnte er kendetegnet ved en næsten implicit videnskabspolitik, mens senere perioder domineres af hhs. forskningspolitik og videnspolitik, hvilket i dag nødvendiggør en eksplicit videnskabspolitik for at sikre dels opretholdelse af en høj videnskabsdiversitet, herunder en mangfoldighed af forskningstyper, dels videnskabens troværdighed og en sund balance mellem de forskellige roller (og deres bagvedliggende logikker), som en universitetsforsker indtager, nemlig universitetsforskeren som hhs. lønarbejder, videnskabsperson, embedsmand, og entreprenør. Artiklen omtaler tre uheldige eksempler på indskrænkning af den videnskabelige autonomi; Penkowa-sagen, DPU-fyringssagen 2010 og Engerom-sagen 2009.