Hvis en opgave for kritisk tænkning om dannelse består i (for at citere Steen Nepper Larsen) “på en gang at tilegne sig og at overskride dannelsestænkningen”, er der brug for at kunne skifte perspektiv, spejde efter traditionens blinde pletter, og også undersøge de steder, hvor dannelse udfolder sig i det daglige, uden den helt store politisk-ideologiske bevågenhed. Kapitlet argumenterer for, at et af de steder er venskabet.
At venskab kan optræde som et dannelsens sted er ganske vist ingen nyhed, men er ret overset i den europæiske dannelsestradition, som rummer en vis individualistisk skævhed. Traditionen glemmer, at dannelsen af et myndigt individ er en proces der udfolder sig i både offentlige og private rum, og i de grænseflader mellem offentligt og privat (og mellem selvet og den anden), som også venskabet bevæger sig i.
Kapitlet afsøger sociologiske og psykologiske sider af "venskabets dannelse" og afslutter med et politisk aspekt, som har været overset af de fleste politiske traditioner bortset fra republikanismen og feminismen, nemlig ideen om civilt venskab. -- Læs mere om antologien her:
http://www.sophia-tt.org/da/DannelsepåUniversitetet